lørdag den 11. februar 2012

Eric Hoffer on freedom

"My passion is to be left alone. And that is possible only in a capitalist society. Capitalism is ideally equipped for mastering things, but awkward in mastering men. It hugs the assumption that people will perform tolerably well when left to themselves."
- Eric Hoffer

Feynman on government

"The real question of government versus private enterprise is argued on too philosophical and abstract a basis. Theoretically, planning may be good. But nobody has ever figured out the cause of government stupidity and until they do (and find the cure) all ideal plans will fall into quicksand."
- Richard Feynman

Hayek's 1974 Nobel Prize Lecture

Here are some quotes from Friedrich von Hayek´s 1974 Nobel Prize lecture: http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/economics/laureates/1974/hayek-lecture.html

They are at least as relevant today as they were back then..

"It seems to me that this failure of the economists to guide policy more successfully is closely connected with their propensity to imitate as closely as possible the procedures of the brilliantly successful physical sciences - an attempt which in our field may lead to outright error."

"The theory which has been guiding monetary and financial policy during the last thirty years, and which I contend is largely the product of such a mistaken conception of the proper scientific procedure, consists in the assertion that there exists a simple positive correlation between total employment and the size of the aggregate demand for goods and services; it leads to the belief that we can permanently assure full employment by maintaining total money expenditure at an appropriate level."

".. in the study of such complex phenomena as the market, which depend on the actions of many individuals, all the circumstances which will determine the outcome of a process, ... , will hardly ever be fully known or measurable."

"And because the effects of these facts in any particular instance cannot be confirmed by quantitative evidence, they are simply disregarded by those sworn to admit only what they regard as scientific evidence: they thereupon happily proceed on the fiction that the factors which they can measure are the only ones that are relevant."

"We have indeed good reason to believe that unemployment indicates that the structure of relative prices and wages has been distorted (usually by monopolistic or governmental price fixing), and that to restore equality between the demand and the supply of labour in all sectors changes of relative prices and some transfers of labour will be necessary."

"... the social sciences, like much of biology but unlike most fields of the physical sciences, have to deal with structures of essential complexity, i.e. with structures whose characteristic properties can be exhibited only by models made up of relatively large numbers of variables. Competition, for instance, is a process which will produce certain results only if it proceeds among a fairly large number of acting persons."

And here is the real kicker:

"It is indeed the source of the superiority of the market order, and the reason why, when it is not suppressed by the powers of government, it regularly displaces other types of order, that in the resulting allocation of resources more of the knowledge of particular facts will be utilized which exists only dispersed among uncounted persons, than any one person can possess."

"... I confess that I prefer true but imperfect knowledge, even if it leaves much indetermined and unpredictable, to a pretence of exact knowledge that is likely to be false."

"... the very measures which the dominant "macro-economic" theory has recommended as a remedy for unemployment, namely the increase of aggregate demand, have become a cause of a very extensive misallocation of resources which is likely to make later large-scale unemployment inevitable."

"This means that to entrust to science - or to deliberate control according to scientific principles - more than scientific method can achieve may have deplorable effects."

"It sometimes almost seems as if the techniques of science were more easily learnt than the thinking that shows us what the problems are and how to approach them."

"We are only beginning to understand on how subtle a communication system the functioning of an advanced industrial society is based - a communications system which we call the market and which turns out to be a more efficient mechanism for digesting dispersed information than any that man has deliberately designed."

"The recognition of the insuperable limits to his knowledge ought indeed to teach the student of society a lesson of humility which should guard him against becoming an accomplice in men's fatal striving to control society - a striving which makes him not only a tyrant over his fellows, but which may well make him the destroyer of a civilization which no brain has designed but which has grown from the free efforts of millions of individuals."

Absolutely beautiful..

Akademikerboom skærper jobkampen

Reaktion på artiklen "Akademikerboom skærper jobkampen" af Rikke Brøndum i Berlingske Tidende, 11/2/12. 



Hvad karakteriserer central planlægning af et lands økonomi? Systematisk misallokering af ressourcer, i form af overinvestering eller underinvestering. I dette tilfælde er resultatet en overinvestering i kostbar videregående uddannelse, mange af dem uddannelser som folk senere har svært ved at anvende på jobmarkedet. Et eksempel på systematisk underinvestering er vores jernbaner. Men hvad er den historiske baggrund for at dette kan lade sig gøre?

Målet med velfærdsstaten har været at fjerne risici fra borgernes liv. Den har fået enorm politisk opbakning i mange lande siden den blev opfundet i 1930'erne i USA i form af Roosevelts New Deal. I Europa har ideen om en velfærdsstat været ekstra attraktiv, da Europæerne har flirtet med nært beslægtede kommunistiske ideer i et højere omfang end for eksempel amerikanerne eller japanerne. Resultatet af denne udvikling er den nuværende status quo. Et Europa som halter afsted fra den ene økonomiske krise til den næste, i stedet for (samlet set - der findes undtagelser som fx Tyskland) at vokse stille og roligt, som markedsøkonomier gør, når de får lov til at passe sig selv. 

Politikerne ved ikke helt hvorfor. De forsøger at lave planer for fremtidig vækst, for reform af arbejdsmarkedet, skattesystemet og anden lovgivning. Men alt dette vil aldrig blive til mere end lappeløsninger: midlertidig behandling af symptomer, i stedet for at behandle den underliggende sygdom. Den underliggende sygdom er, at vi gradvist har fralagt os ansvaret for vores egne liv. Vi har fralagt os ansvaret for at tænke selv og for at klare os selv. Ansvaret er i stedet lagt over på statens skuldre. Staten er midlertidig utrolig dårlig til at træffe de rigtige beslutninger på vegne af borgerne, og det fører til en lang række problemer. Hvorfor er staten dårlig til det? Fordi at den information der kræves for at træffe de rigtige beslutninger for hver enkel person ikke findes på Christiansborg, men hos den enkelte borger. Man kan forsøge at indsamle informationen systematisk, men det er en umulig opgave som aldrig vil lykkes. Dette er et af de områder indenfor økonomisk videnskab som faktisk har leveret nogle meget klare resultater (det er også sund fornuft og meget intuitivt klart!). Information economics, som forskningsområdet bliver kaldt, har gået hånd i hånd med udvikling i information science generelt, og kan give gode forklaringer på hvorfor en fri markedsøkonomi er den bedste måde at kanalisere information mellem mennesker (se kilder forneden). Optimal kanalisering af information er en forudsætning for en velfungerende økonomi. 

Vi er så heldige, fra et analytisk perspektiv, at have en masse historisk materiale om hvad der sker med et land, når man forsøger at styre det centralt, i stedet for på det individuelle niveau. Kommunismens spektakulære fiasko, hvorend den har opstået, giver os al det bevismateriale vi behøver. Men desværre har vi ikke taget nok ved lære af dette ellers krystalklare eksempel. 

I Danmark, for eksempel, overføres der hvert år enorme mængder ressourcer fra borgerne til staten. Målet er at investere og allokere disse ressourcer på det man mener er en optimal måde for samfundet som helhed. Se for eksempel de nuværende initiativer for investering i velfærdsteknologi eller bæredygtig energi. Dette er kommunistisk central planlægning af ressourceallokering i et moderne land. Og nej, det virker ikke. Hvem vinder i dette spil? Politikerne og andre bureaukrater hvis jobs består af at udføre disse investeringer, samt de firmaer som ender med at få penge af staten på vilkår som er bedre end markedsvilkår. Hvem taber? De virksomheder som ikke får penge, men som skal konkurrere med de førstnævnte virksomheder. Hvem taber også? Skatteyderne, som bliver fratvunget deres ejendom så politikerne kan formøble den. Borgernes frihed bliver indskrænket og deres levestandard bliver sænket. 

Hvorfor? Fordi at i stedet for at bruge sine egne penge på det man mener er bedst for en selv, så bliver de brugt af politikere på investeringer som aldrig burde blive foretaget. Hvis disse investeringer rent faktisk er en god idé, så skal de foretages af private investorer på markedsvilkår, ligesom alle andre investeringer. Statsstyret forskelsbehandling vil altid gavne et mindretal på flertallets bekostning. Det enkelte tilfælde ser måske uskyldigt ud, som for eksempel en offentlig investering i et firma som producerer kørestole, eller amerikanske tax credits til vindenergi. Men summen af disse beslutninger, over tid, er katastrofal for et lands økonomi.

Økonomi handler om incitamenter og ressourceallokering. Incitamenter er det der driver vores beslutninger. Ressourceallokering er resultatet er vores beslutninger. Hvis vi ser borgerne i et land som aktører i landets økonomi, da er økonomiens ydeevne summen af aktørernes beslutninger. Og selv i et relativt lille land som Danmark taler vi om mange aktører og utrolig mange beslutninger hver dag. Skal man gå i Netto eller Irma for at købe ind? Skal man tage til Frankring eller Italien på ferie? Skal man gå i fitness eller blive hjemme på sofaen? Skal man uddanne sig eller arbejde? Alle disse beslutninger har konsekvenser ikke kun for borgerens eget liv, men også for samfundet og økonomien som helhed. Derfor er det utrolig vigtigt at se på hvilken incitamentstruktur samfundet har. Hvad er det som driver folks beslutninger? Hvorfor beslutter de at læse i stedet for at arbejde? Hvorfor beslutter de at blive på dagpenge i stedet for at tage et job? 

Denne incitamentstruktur er naturligvis kompleks, og er baseret på vanskellige begreber som kultur, personlige præferencer, lovgivning og andet. Vores kultur er ikke nem lige at ændre på. Det er vores personlige præferencer heller ikke, de er styret af den enkelte person. Men lovgivning har vi kontrol over. Og det er netop på dette punkt at vi har fejlet. Vi har indført love og regler som har givet os en forkert incitamentstruktur. I lighedens og velfærdsstatens navn har vi indført høje skatter, afgifter og andre begrænsninger af individets frihed, med det mål at staten skal spille en stor rolle i vores liv. Konsekvensen er at vi har pillet ved de incitamenter som driver vores beslutninger. Pludselig giver det mening at være arbejdsløs, da man kan få så mange penge fra staten hver måned, at det ikke kan betale sig at arbejde. Pludselig giver det mening at tage en lang videregående uddannelse uden at tænke på hvad den skal bruges til, da man jo bare kan få et job i det offentlige, eller modtage dagpenge. Forbindelsen mellem handling og konsekvens er kappet over på en lang række kritiske punkter.

I den forbindelse er det vigtigt at se på hvordan penge bliver brugt i økonomien. Der er i store træk fire forskellige måder at bruge penge på:

1) Man kan bruge sine egne penge på sig selv.
2) Man kan bruge sine egne penge på andre.
3) Man kan bruge andres penge på sig selv.
4) Man kan bruge andres penge på andre.

I punkt 1) har man et stærkt incitament til at bruge pengene sparsommeligt, og at få så meget ud af dem som muligt. Et eksempel er når vi bruger vores løn på dagligvarer til os selv og vores nærmeste.
I punkt 2) har man et stærkt incitament til at være sparsommelig, men da man bruger dem på andre er man måske ikke nær så grundig med at få mest mulig ud af dem. Et eksempel er når vi giver andre folk gaver, eller når vi donerer penge til nødhjælp.
I punkt 3) har man et stærkt incitament til ikke at være sparsommelig, det er jo andres penge det handler om, men man vil gerne have at de rækker så langt som muligt, da man bruger dem på sig selv. Et eksempel er når man går ud og spiser på firmaets regning. 
I punkt 4) har man igen et stærkt incitament til ikke at være sparsommelig, og man er ikke så grundig med at få mest muligt ud af dem, da man jo bruger dem på andre. Et eksempel er når staten bruger skatteydernes penge.

Punkt 1) er tydeligvis den mest effektive og naturlige måde at bruge penge på. Det er det vi gør når vi arbejder, tjener penge, og bruger dem på os selv og vores nærmeste. Punkt 4) er den mest unaturlige og mindst effektive måde at bruge penge på. Det er den måde staten bruger skatteydernes penge på. Den direkte forbindelse mellem den der betaler, og den der modtager er væk. Resultatet er at penge blive brugt ineffektivt. I følge OECD var statens indtægter i Danmark i 2009 48.2% af vores bruttonationalprodukt (bnp), hvilket var den højeste andel i verden. Det svarer til ca. 803 milliarder kr. Alligevel havde staten et underskud på 2.8% af bnp. Så ca. halvdelen af de penge som blev brugt i vores økonomi i 2009 blev brugt i følge punkt 4). Dette er ikke et trivielt faktum, og er efter min mening og bedste overbevisning et tydeligt eksempel på, at der er noget galt. Eller som Shakespeare ville have sagt: "Something is rotten in the state of Denmark".  

Hvis du undrer dig over hvorfor den danske økonomi vokser langsommere og langsommere. Hvorfor vores virksomheder har sværere og sværere ved at konkurere med udlandet. Eller hvorfor du ikke kan finde et job, også selvom du måske lige er blevet færdig med din kandidatgrad. Så spørg dig selv: Hvilken retning er det vores land bevæger sig i? Hvad har vi gjort ved de incitamenter som driver vores daglige beslutninger? Og aller vigtigst: Hvad kan vi gøre for at få de kræfter tilbage, der har gjort os til et af de rigeste lande i verden? 

Danmark er nemlig ikke nogen fiasko; vi har på mange måder klaret os utrolig godt, og vi har potentielt en meget lys fremtid. Men som tingene ser ud nu, så lever vi på ingen måde op til vores fulde potentiale. Det kan vi kun, hvis vi vågner op, og kræver at tage ansvar om vores liv og vores situation. Staten skal spille en langt mindre rolle i vores samfund end den gør i dag, og vi skal tilbage til den naturlige incitamentstruktur vi havde før vores velfærdsstat blev til halvdelen af vores økonomi.

Vi kan hver i sær gøre en forskel ved at tænke over disse ting. Hvilken betydning har de for dit liv og dine beslutninger? Hvordan vil du gerne have at dit land skal fungere? Vil du selv bestemme over dit eget liv, eller skal staten gøre det for dig? Som i eksemplet ovenfor med offentlig investering i kørestole, tænk over:

- Hvem træffer beslutningerne?
- Hvem gavner det? 
- Hvem betaler for det?
- Hvad er rimeligt?

Du har også mulighed for at ændre på status quo når du stemmer. Det parti i Danmark hvis holdninger ligger tættest op af det som er beskrevet her, er uden tvivl Liberal Alliance.

Jeg vil slutte af med et citat fra Hayek's nobelpris foredrag:


"The recognition of the insuperable limits to his knowledge ought indeed to teach the student of society a lesson of humility which should guard him against becoming an accomplice in men's fatal striving to control society - a striving which makes him not only a tyrant over his fellows, but which may well make him the destroyer of a civilization which no brain has designed but which has grown from the free efforts of millions of individuals."


Kilder

Baggrund om velfærdsstatens opståelse: Ferguson, Niall (2009) "The Ascent of Money". Penguin Books. http://www.amazon.co.uk/Ascent-Money-Financial-History-World/dp/1846141060.

Hvorfor økonomi som videnskabelig disciplin har fejlet os så spektakulært i sammenligning med naturvidenskab: Hayek, Friedrich von (1974) "The Pretence of Knowledge". Nobel Prize Lecture. http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/economics/laureates/1974/hayek-lecture.html.

Basal økonomi for ikke-økonomer såvel som økonomer: Schiff, Peter (2010) "How an Economy Grows and Why it Crashes". John Wiley & Sons. http://www.amazon.co.uk/How-Economy-Grows-Why-Crashes/dp/047052670X.

En fantastisk tv-serie i ti afsnit om frihed, kapitalisme og økonomi generelt: Friedman, Milton (1980) "Free to Choose". PBS. http://www.youtube.com/watch?v=D3N2sNnGwa4.

CEPOS Gå-Hjem-Møde om ovenstående tv-serie: Chitester, Bob (2012) "Who Chooses, Who Benefits, Who Pays, What's Fair.". CEPOS. http://ceposvideo.provector.dk/?poditemid=16832&tagsid=&soegeord=.

Baggrund om information economics: Stiglitz, Joseph E. (2001) "Information and the Change in the Paradigm in Economics". Nobel Prize Lecture. http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/economics/laureates/2001/stiglitz-lecture.html.

Rangering af verdens lande efter skatteindtægter som procentdel af bruttonationalprodukt: http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_tax_revenue_as_percentage_of_GDP.